Hæklet hverdagsalternativ

Miljøet er noget som jeg går op i – og jeg vil rigtige gerne gøre mit for at forbedre dette ved at finde et hverdagsalternativ til en masse forskellige ting som en normal, moderne børnefamilie bruger. Altså i hverdagen. Simple små ting som kan udskiftes. Uden det koster millioner eller gør hverdagen mere besværlig. Jeg vil som udgangspunkt ikke gå på kompromis med at vi lever i et moderne samfund.

Ét af de steder jeg kan gøre en del er selv at lave de ting jeg skal bruge. Ligesom denne gang hvor jeg har hæklet et hverdagsalternativ – nemlig vatrondeller (eller er det så bomuldsrondeller?).

De er genanvendelige og ryger fremadrettet bare med i en 60’er vask, når den alligevel kører. De har sikkert bedst af kun at blive vasket med 30 grader, men da det er makeup rester og olie/fedt der kommer på dem, håber jeg de kan klare den ekstra varme.

Længe undervejs

Det her hverdagsalternativ har faktisk været længe undervejs. Jeg begyndte måske for et år siden, hvis ikke længere. Men nu har jeg faktisk ikke længere haft nogle undskyldninger for at udsætte det mere.

Mit seneste projekt – Krokodillen – er færdiggjort og jeg har ikke lige andre projekter i tankerne.

Jeg løb tør for rigtige vatrondeller igen..

Samtidig har jeg været alene med baby A siden fredag morgen, da far (igen) er taget til Gran Canaria. Som om vores lille ferie for en måned siden ikke var nok… Det har givet noget mig-tid om aftenen efter at have puttet baby A.

Det eneste jeg sådan manglede at gøre, var faktisk bare at hæfte enderne på alle rondellerne og den tilhørende pose. Så det har jeg brugt de sidste par aftener på at sidde med.

Vatrondeller og den dertilhørende pose

Endelig færdig med de fine vatrondeller

Opskriften på vatrondellerne har jeg fundet her, hvor jeg bare har tilpasset efter min egen hæklefasthed.

Posen var et lille ekstra hverdagsalternativ. Først tænkte jeg det skulle have været en vaskepose, men jeg kom frem til den var bedre som opbevaring af de rene vatrondeller. Man kan sagtens købe sådan et hylster som man kan have stående – det ser også rigtig fint ud, men nu havde jeg jo noget garn til overs, så hvorfor ikke bruge det til noget nyttigt.

Hæklet opbevaringspose

Til en start skal der laves en magisk ring.

1) 6 fm i ringen

2) 2 fm i hver m fra forrige runde (12)

3) som i forrige runde (24)

4-5) *1 fm, 2 fm* gentages hele vejen rundt. (54)

6) lav 3 lm, spring en fm over og lav herefter en stgm, 1 lm. Fortsæt herefter med at springe en fm over og lav *1 stgm, 1 lm*. Afslut runden med km.

7-23) gentage runde 6.

24) lave fm hele vejen rundt.

25-27) gentage runde 24.

28) lav nu 2 fm og 3 lm.  Herefter *Spring 3 fm over og lav 3 fm igen og 3 lm.* x 3. Spring 3 fm over og lav nu *2 fm, 2 lm* x2 – herefter fortsættes med spring *3 lm, spring 3 fm over og lav 3 fm*

29) Lav fm hele vejen rundt. Der hvor du før lavede lm, hækler du 3 fm ned i det nu dannede hul. 

30-31) Lav 1 fm hele vejen rundt

32) Lav 2 fm i hver m fra forrige runde. 

Snoren til kan jeg ikke huske hvor lang jeg lavede, men lav en række lm og hækl så tilbage.. Og lav evt en knude for hver ende. 

Jeg har aldrig skrevet en opskrift ned – og det varierer helt sikkert fra det jeg faktisk har lavet.. Men mon det er til at forstå? 

Krokodillen

Krokodillen

Siden vi var på vores lille familie get-away til Gran Canaria, har jeg været igang med at hækle en gave – nussekluden med krokodillen. Den fik jeg endelig lov til at give væk i søndags, da jeg skulle til en af mine tætteste veninders babyshower.

Min veninde har jeg kendt siden gymnasiet – vi blev faktisk først rigtige veninder efter og kan man sige spontant.. Men det må være en historie til en anden gang. Vi har rejst i lande min mor helst ville have forbudt mig at komme i – og så har vi spist alt for meget bland-selv slik sammen, da vi boede med 1 km mellem os et par år. Så det var fantastisk at fejre hende med alle hendes veninder i søndags. Desværre kunne Baby A ikke være med, da han endnu en gang er blevet syg, men vi glæder os til at møde den lille nye legekammerat, hvis ankomst forventes til juni.

Vugge lavet ud af vandmelon med melonkugler og vindruer - og en appelsin med en sut.
Den fine frugt-vugge som en af de andre havde lavet til babyshoweret. Så fint!

Gaven

Udover nussekluden med krokodillen, havde jeg også købt en lille natdragt (endda en som baby A også har) og en lille bidering formet som en løve. Den sidste kom med i gaven, da jeg stod i Illum og forsøgte at bruge et tilgodebevis som var udløbet. De sidste penge skulle lige bruges, og de havde ikke noget vi selv manglede, udover det jeg havde fundet..

Nærbillede af nusseklud med krokodillen.
Hej fra krokodillen 🙂

Selve krokodillen er jeg dog faktisk en smule stolt over. Jeg kunne ikke finde en opskrift som passede min idé om en krokodille. Jeg fandt dog lidt inspiration hos Tante Tråd og hendes Elvis nusseklud med en lille elefant. Så jeg gik i gang med inspiration herfra til nussekluden – og selve hovedet fandt jeg så selv på.

Så her er hele resultatet:

Hele nussekluden med krokodillen.
Hele nussekluden med krokodillen.

Desværre er jeg en idiot til at få skrevet opskriften ned. Dog vil jeg gerne forsøge at genskabe den, hvis nogen er interesseret?

Hæklet sengeslange

Det var egentlig bare lige et “lille” projekt jeg havde i tankerne, da jeg besluttede mig for at lave en hæklet sengeslange til bettefisen. Selvfølgelig var det et stort projekt, men altså, så stort havde jeg nok ikke lige regnet med.

Tanken var at hækle en sengeslange som kunne udgøre det for en sengerend. Så den skulle være lang. Og så skulle den laves af alt mit restegarn fra andre, tidligere projekter.

Jeg googlede mig frem til en hæklet sengeslange og fandt denne fine fra Retvrang.dk. Super fin – pæn og overskuelig opskrift. Og så begyndte jeg i fastmasker. Jeg syntes dog 50 fm i omkreds var for lidt, så jeg fortsatte til 100. Og der løb jeg lidt død i fastmaskerne efter 2. farve og havde lyst til at opgive at hækle den.

Baby A har lange fingre, så det blev kun lige et hurtigt billede undervejs..

Og hvad gør man så?

I stedet for at give op gav jeg mig til at eksperimentere med masker. Så jeg har lavet indtagninger og udtagninger, kædemasker, stangmasker og halvstangmasker, popcorn og masker, som af det jeg ved ikke engang har et navn. Den kunne være blevet pæn og ensartet hele vejen, men jeg valgte at gå den modsatte retning, da den forhåbentlig så er sjovere for baby A. 

Den blev dog slet ikke så lang som planlagt – jeg blev for doven. Til gengæld syede jeg et inderfoer til at holde pudefyldet på plads. Det kom ikke helt til at udfylde den, så slangens ham sidder lidt løst nogle steder.. 

Selvom det tog lang tid – og den egentlig ikke er særlig køn, så er jeg faktisk ret glad for den. Så den er nu kommet ind i tremmesengen på børneværelset, hvor baby A nu er begyndt at sove.
Elsker den faktisk lidt.. Den har jo sin egen charme..

Og i virkeligheden, så var det faktisk lidt et sjovt projekt, når man løbende eksperimenterer med maskerne.. Så hvis du kan lide at hækle, så lav da gerne din egen hæklet sengeslange og del gerne billeder af resultatet under #dengrimmestesengeslange – jeg vil rigtig gerne se om nogen kan gøre det bedre eller værre(?) end mig… 

Det endelige resultat.. Den grimmeste, hæklet sengeslange 😀

Den afrikanske tørretumbler

Ha, det lyder skørt. Men det er ikke desto mindre det vi har herhjemme. En masse afrikanske dyr placeret lige midt på vores tørretumbler.

Beklager billedkvaliteten.. Men her er de fine dyr fra den afrikanske savanne 🙂

Jeg læste en masse artikler om do’s & don’ts i min graviditet. Altså om hvad og hvad man ikke skulle have og gøre, når man stod med sin baby i favnen.
Én af de ting jeg bed mærke i var indretningen af puslepladsen. Jeg læste, at man ikke skulle have f.eks. en uro, da man jo rigtig skulle hygge og connecte med sin baby her. Altså skulle der være plads til en masse øjenkontakt.

Det var da også fint i starten, da knægten ikke kunne se. Så begyndte hans syn at forbedre sig. Det eneste han så kunne kigge på, udover mor, var en brun hylde med malerpletter. Den kiggede han meget på…
Vi havde også hængt et lille spejl op, men det tog også lidt tid før det kom i brug. Det kræver jo lige nogle gode nakkemuskler og et rimeligt syn. Så bare for at lave lidt pynt at kigge på, så gik jeg selv igang.

Og hvordan gør man så?

I Harald Nyborg fandt jeg en bøtte med nogle afrikanske dyr og en tiger. Sidstnævnte kan man altid undre sig over hvorfor den er der, jeg har i hvert fald ikke hørt om den afrikanske tiger…?
På en tur i Bog & Ide fandt jeg nogle magneter. Min plan var egentlig at købe super magneter, men de koster en del mere. Så det blev til de billigere og lidt dårligere – og så måtte jeg jo improvisere, da de afrikanske dyr alligevel vejede en lille smule.

Derhjemme gik jeg i gang med en skarp kniv og adskilte dyrenes hoveder og haler fra hinanden. Derefter med en rest pap og lim fik jeg lavet en flade inden i maven på dyrene. Da det var tørret, kunne jeg lime magneterne på. Her kunne man godt have brugt de dyrere magneter. Nogle af dyrene er til den tunge ende, så jeg måtte bruge flere magneter for at de kunne bæres. Man kan se det, når man kigger på dem fra siden, men så tydeligt er det dog heller ikke nu de er kommet op at hænge.

A synes en gang i mellem de er ret fine at kigge på, når han ikke forsøger at vælte ned i vores håndvask… Han vil gerne have fingrene i dem – men udover at han ikke må det pga magneterne, der jo lige er til at sluge, hvis de falder af – så er dyrene i noget billigt plastik som jeg aldrig vil lade ham røre med en ildtang! Jeg har en formodning om, at de ikke helt overholder de strenge krav der nu engang er til legetøj til børn.. Men pynt kan de godt bruges til.