En uge som græsenke

Som jeg halvt fik afsløret her, så var jeg her i slutningen af marts græsenke for en uge. Min bedre halvdel og far til Baby A var taget afsted på en uges ferie til Gran Canaria (igen – denne gang bare uden os). Denne gang med venner og for at klatre. Han foreslog godt nok at tage Baby A med – og jeg var også inviteret – men med nyt job ville jeg ikke starte med at bede om ferie – og jeg ville da slet ikke kunne undvære Baby A én hel uge! Så vi blev hjemme.

Det gik så fint, indtil…

Hele ugen gik faktisk rigtig fint, altså sådan så fint som det nu er. Den første fredag fejrede vi det med sushi til mig. Jeg skulle lige forberede mig mentalt på en hel uge alene med den lille ballademager, og så er sushi altså bare min guilty pleasure. Om lørdagen fik jeg lokket mine søde svigerforældre til at passe ham et par timer, mens jeg fik trænet. Men ellers klarede vi den næsten helt selv.

Min svaghed. Jeg elsker sushi – og er jeg “alene” hjemme en aften, så kommer jeg ofte til at bestille det. Ups!

I hverdagene gik det så godt om morgenen. Vi stod op kl. 6 (eller før, hvis nogen mente vi skulle det….) og så kørte vi afsted kl. 7. Selvom jeg foretrækker at cykle på job, så var det lige i sådan en uge her fint med bil. Så kunne vi nemlig køre præcis kl. 7 – være i vuggestuen 3 minutter over. Ind med baby A som jo hurtigt kravler afsted – og så kunne jeg lande på job 7.45. I den anden ende kunne jeg så hente ham “allerede” 16.20. Hvis jeg havde været på cykel, så var den nok blevet cirka 16.45. Det lille stykke jeg kan tage på motorvej redder mig lige, når jeg kører i bilen – og jeg slipper for at bruge tid på at skifte fra arbejdstøj til træningstøj. Det sparer altså også lige 5 minutter. Selvom han fik nogle lange dage, så følte jeg virkelig jeg havde styr på det her græsenke-liv.

Om aftenen var det lidt mere udfordrende at få ham lagt i seng. Han bed mig et par dage, når jeg stod og trøstede/vuggede ham for at få ham til at sove. Det var helt vildt hårdt ikke bare at kunne gå og så lige lade farmand prøve, når han kæmpede så meget imod. Men sådan er det at være græsenke. Der er bare ingen til at tage over. Et par aftener havde jeg svært ved at få ro på ham igen, når han vågnede ved 22-23 tiden. Så der trak jeg igen græsenke-kortet og tog ham med ned til mig. Så “hyggede” vi os da lidt på den måde.

Så det gik jo, men det var hårdt. Og så kom vi jo til torsdag aften.

Det var pastaens skyld!

Jeg føler virkelig vi er storforbrugere af Herlev. Jeg tror helt seriøst, at der blinker et stort skilt med “Hypokonder”, når jeg ringer til 1813. For jeg ringer hellere én gang for meget end én gang for lidt. Og faktisk ringer vi kun, når vi virkelig mener, at der er noget galt. At det så går over eller at lægerne ikke kan finde noget, når vi så kommer ud til dem er en helt anden ting.

I hvert fald måtte jeg ringe 1813 torsdag aften. Baby A havde til aftensmad for første gang fået lidt kogte pastaskruer. Og jeg havde faktisk lavet en god kødsovs til os begge af forskellig restegrønt fra køleskabet som jeg havde fundet under et ugentlig køleskabstjek. Han forstod dog ikke selv at holde sådan en skrue og spise den, så jeg sad pænt og skar dem i mindre stykker og fodrede ham med ske. Så gik det lidt galt. Han blev ved med at få dem i den gale hals og hoste. Det var slet ikke alvorligt på nogen måde, så jeg tænkte bare det endnu en gang var for tidligt med fastere føde.

Jeg fik givet ham hans godnatflaske og fik ham puttet, selvom jeg godt kunne høre han stadig var lidt generet af det der var i halsen. Men jeg håbede egentligt at det ville gå væk, når han slappede af og faldt i søvn. Det endte dog med, at han flere gange hostede og fik vækket sig selv og græd, fordi det generede ham alligevel mere end først antaget. Så til sidst måtte jeg ringe. Og de ville selvfølgelig gerne have ham ind for en sikkerheds skyld.

En tur på børnemodtagelsen.

Kl. 22.45 stod vi på børnemodtagelsen klar til at blive undersøgt. Først af modtage-sygeplejersken som målte temperatur og blodtryk. Efter det kom vi så ind på en stue, hvor vi skulle vente. Her kom en sød sygeplejerske som lige skulle veje og måle Baby A’s længde. Og derefter kunne vi så bare sætte os til at vente. Så det gjorde vi.

Vi fik lige snakket med far og hans venner på Gran Canaria på facetime, da baby A var lidt vågen, men ellers sov han lidt on/off på brystet af mig, mens jeg lå i sengen og så et kedeligt tv-program. Mens vi ventede.

På et tidspunkt vågnede han med et kæmpe hosteanfald, som i jeg måtte vende ham med hovedet nedad for at hjælpe ham. Jeg stod desværre på den forkerte side af sengen til at kunne hive i snoren for hjælp, hvilket jeg nok ellers ville have gjort, for jeg gik faktisk lidt i panik. Til sidst fik han så noget op – og helt seriøst. Det var en lille smule udsplattet pasta på størrelse med en halv lillefingernegl der kom ud. Der var nærmest intet. Jeg kunne dog høre på hans vejrtrækning at det var dét der havde siddet i vejen.

Så en halv times tid efter kom lægen, tjekkede ham og lyttede på hans vejrtrækning og kunne konstatere, at han var fin – sund og rask – og der var ikke kommet noget ned i lungerne. Jamen tak! Bare tak! Og undskyld igen for at have spildt jeres tid. Vi var hjemme kvart over 1 og der skulle vi bare sove.

Jeg er glad for at jeg ringede og vi fik tid – men ej, hvor føler man sig bare fjollet, når det så er væk inden lægen kommer.. Godt der ikke var travlt på afdelingen den aften!

Det var så det..

Eller det var det ikke. Jeg havde udsat mit vækkeur med en time og besluttet mig for at møde det senere på job. For nu skulle vi lige sove lidt længere.
Det holdt dog ikke. I løbet af tidlig morgen begyndte han at vælte rundt i sengen, sådan halvsovende. Og da jeg til sidst måtte give op, kunne jeg konstatere at han havde fået feber. For første gang hvor han faktisk var påvirket.

Så han blev afleveret hos bedsteforældrene, og jeg mødte alligevel tidligt på job. Da jeg kørte hjem var planen at hente ham og hygge, men fordi jeg var så træt, måtte jeg erkende mit “nederlag” som græsenke. Jeg fik hentet nogle flere af hans ting derhjemme og kørte hen til bedsteforældrene og afleverede dem der. Så fik han lov til at overnatte hos dem en enkel nat, så jeg kunne få sovet igennem. Den aften tog jeg lige et enkelt glas vin til en film, inden jeg sov 10 timer i streg. Det var tiltrængt!

Et enkelt billede blev det lige til min sidste aften som græsenke – hvor jeg jo så havde “givet op”.

Efter den uge har jeg kæmpe respekt (endnu mere end jeg havde i forvejen) for dem som oftere er græsenke og andre enlige forældre som står med det hele mere eller mindre konstant. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis det ikke havde været for mine svigerforældre.

Har du nogensinde prøvet at stå med det hele? Hvordan var det – og hvordan gik det?

Skriv et svar