Vacciner og det frie valg?

Tør jeg begive mig ud i en debat om det frie valg i forhold til vaccination? Om behovet for vacciner, om hvorvidt man selv må bestemme?

Ja, det tør jeg faktisk godt. Jeg har også haft den kørende på min private facebook den sidste uges tid. Det er også derfor jeg nu fortsætter den her. Da det er så vigtigt!
Jeg er ellers ikke en person som debatterer på de sociale medier, men det her. Det bringer mit pis i kog – for at sige det mildt. Jeg er naturligvis for vacciner – og kan slet ikke forstå, hvordan nogen stadig tror, at vacciner er onde.

I forhold til det argument som hidtil er blevet brugt, så er det jo at MFR-vaccinen medfører autisme. Det har Statens Serum Institut så nu for 2. gang fastslået, at det ikke er korrekt – det kan man læse et resume af her. Man kan også læse selve undersøgelsen, men det kræver et login, så den linker jeg ikke lige til.

Vi skal vaccinere vores børn – det er for vores alles bedste, og der findes altså ingen gode undskyldninger for ikke at gøre det, med undtagelse af de børn/voksne som pga. andre forhold ikke må få vaccinationerne.

Det frie valg

Udover debatten om for og imod vacciner, så kører den også på dette med det frie valg – det frie valg over egen krop. Og jeg forstår godt, at man undrer sig over, at det overhovedet kan komme på tale. Altså at staten skal bestemme, hvorvidt vi skal stikkes med en nål eller ej.
Jeg diskuterede det længe på min facebook med en veninde, og vi måtte til sidst sande, at vi ikke blev enige. Til trods for at hun er for vaccination.

Vi lever jo i et dejligt land, hvor vi bestemmer næsten alt selv. Så længe vi ikke laver skade på hinanden eller stjæler, så må vi faktisk ret meget. Det er skønt! Men hvis man ikke vaccinerer, kan man rent faktisk stadig skade andre.
“No-vax’er” (dem som er imod vacciner) tager en individuel beslutning om ikke at vaccinere deres børn. Desværre er den beslutning bare ikke så individuel, da den faktisk har effekt på hele vores samfund. Hvis alle vælger ikke at vaccinere, fordi de tror på det er det bedste for dem, jamen så får sygdommene frit spil.

Derfor – selvom jeg elsker vores frie valg, så kan jeg ikke se, hvorfor vi skal slås om det i diskussionen. Til gengæld skal vi stadig debattere, hvornår er det nok. Altså hvornår må staten ikke længere bestemme.

Hvis du stadig synes det er noget vrøvl, , altså det her med vacciner, så tag lige et kig på denne video fra What.If. De kommer faktisk hurtigt om det – og rammer så godt.

Borgerforslag

Baby A er lige begyndt i vuggestue – og jeg spurgte faktisk efter deres politik omkring vacciner. Desværre havde de ingen, og vores pædagog kunne fortælle, at der var børn i vuggestuen og børnehaven som ikke fulgte vaccinationsprogrammet.

Det var jeg faktisk rigtig ked af at høre. Både min kæreste og jeg kiggede lige på hinanden, da vi begge har en stærk mening omkring det. Derfor er jeg også glad for, at nogen andre allerede har sat borgerforslag op omkring dette. Der ligger lige nu to forslag som begge foreslår, at for at børn må gå i offentlige dagsinstutitioner, så skal de følge vaccinationsprogrammet.

Således har forældrene et valg. Det betyder dog selvfølgelig at deres børn bliver ekskluderet fra det almindelige samfund, hvis de ikke er vaccineret. Det er naturligvis ikke børnenes skyld, men deres forældre. Forhåbentligt kan det bare hjælpe samfundet, så vi begrænser risikoen for en epidemi.

Du kan selv læse forslagene igennem her og her – og jeg opfordrer selvfølgelig til at sætte en underskrift med det samme.

Som en anden bekendt skrev på facebook den anden dag, så ved man som forældre, at alle valg har konsekvenser. Det er fint at voksne har frihed til at vælge, da de er myndige, men staten har også et ansvar for at beskytte børn mod deres forældre.
Ovenstående er en meget kort gengivelse med mine egne ord over hvad hun havde skrevet i debatten. Men jeg kunne ikke være mere enig.

Hvad med dig? Har du vaccineret dine børn og hvorfor eller hvorfor ikke?

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar