De 5 uundværlige.. (1. del)

For den nybagte børnefamilie er disse 5 produkter uundværlige (i hvert fald her i huset). Jeg er førstegangsmor, så jeg har jo først stiftet bekendtskab med dem nu, men mon ikke også en flergangsmor kan bruge dem 🙂 

Jeg forsøger at skabe en grønnere hverdag og vælge mere miljøvenligt. Det er en langsommelig proces, især fordi mange af produkterne er dyre. Men øvelse gør mester. Du kan læse mere om, hvilke tiltag jeg øver mig i her.

1. Doodlebags

Med udgangspunkt i at skabe en grønnere hverdag, har jeg fokus på økologi – og så kan jeg godt lide at lave mad fra bunden. Derfor inden jeg var gravid, havde jeg faktisk allerede hørt om disse genanvendelige madposer, og tænkt de måtte da være uundværlige for én som mig.

Jeg har lavet en masse forskellig babymos som bare ligger klar i fryseren. Så når vi skal på tur, så smider jeg nogle forskellige typer mos i og så en sjat olie. Når Baby A så skal spise, så kan jeg eventuelt tilføje lidt varm mælk og modermælkserstatning, hvis det ikke er tøet helt ordentlig op og jeg har planlagt efter det (taget mme i den rette portion med)..

Her er der sød kartoffel, pastinak og et lille hjerte af sveskemos – ren kærlighed til maven.

2. Ringslynge

Seriøst, dette er den bedste investering jeg har gjort mig i forhold til Baby A. Ringslyngen er den mest uundværlige ting jeg har købt. Den er guld værd. I starten havde vi en strækvikle som var fantastisk, da han var lille og bare sov. Så var det let at have ham liggende på maven, mens man fik ordnet lidt ting. Som tiden gik blev han dog større – og tungere – og ville gerne følge mere med. Og lige der, når man står i Netto og baby bare vil op til sin mor, så har slyngen været den rette redning.

Nyt eller brugt?

Man kan jo altid selv vælge, hvilken prisklasse man kan lide. Vikler og slynger fås fra et par hundrede kroner og op mod 10.000 kr. af det jeg har hørt. Jeg købte selv fra ny, da jeg først lige var igang med at sætte mig ind i denne slynge-/vikleverden. Men fremadrettet vil jeg forsøge kun at købe brugte slynger og vikler. Faktisk bliver mange kun bedre med tiden, når de bliver “gået” til – og samtidig så passer man da lidt på miljøet. Der findes flere grupper på Facebook, hvor de sælges – men hvis man vil lære mere, så er Slyngegalleriet et godt sted at starte.

Min ringslynge fra Yaro, min fastvikle fra Yaro og min hjemmelavede strækvikle

Vil man være mere venlig overfor miljøet, så kan man vælge bæredygtige materialer / blends.
Tencel skulle være det “nye” inden for bæredygtige materialer. Jeg ved dog ikke så meget om det endnu, men jeg vil da holde lidt øje med det.
Repreve er lavet af genbrugsplastik – og dét kan vi jo godt lide. Lad os få fjernet noget af al plastikken fra verdenshavene og genbrugt!
Dertil kan man også få økologiske materialer – det er faktisk bare at sætte sig lidt ind i det.

Jeg er ikke hellig – ingen af mine nuværende vikler eller slynger har noget særligt over sig, af det jeg lige ved, udover den ene er jeg vist 4. ejer af. Men altså, igen, man må øve sig.

Del 2 kommer

Jeg troede lige at denne liste bare skulle være kort og kontant – men ak. Jeg har åbenbart mere på hjertet – så de 5 uundværlige bliver lige delt op i 2.. Så kan jeg også uddybe mere om, hvorfor jeg synes de øvrige 3 produkter er lige så uundværlige som de første 2!

Har I nogle produkter som I bare ikke kan undvære i hverdagen med børn?

Skriv et svar