Den der mor-mave

I kender den. Altså, i hvert fald, hvis I har født et barn. Den der mor-mave.
Den er lidt blødere end før, huden hænger lidt, måske er der strækmærker. Den ligner i hvert fald ikke helt den man have før man blev mor.

Jeg er glad for min mor-mave på nogle punkter. Den har jo trods alt båret baby A. Jeg har heller ikke nogle voldsomme strækmærker, hvilket er utroligt i forhold til hvor stor en kugle jeg havde siddende på maven lige inden Baby A kom til verden. Men jeg er også træt af den på grund af andre årsager.

Delte mavemuskler

Når man som jeg er rigtig glad for at træne – og faktisk SKAL træne for at holde smerter væk (gammel knæskade, men det er en anden sag), så har det været en stor udfordring for mig med maven. For jeg fik delte mavemuskler i graviditeten. Det får de fleste, men mange tænker måske ikke over det eller de vokser hurtigt sammen igen. For mig har det været et problem. Det har været både en psykisk og fysisk udfordring for mig – og det er det jo så stadig. Det er ikke fordi jeg har haft en stor rectus diastase (“rd” = delte mavemuskler), men den var stor nok til at jeg har skulle passe på. Ingen lige maveøvelser. Det er svært, når man dyrker crossfit.

Jeg valgte derfor tilbage i oktober at investere i Flad Mave Online -programmet fra Superfitmor.dk. Og det hjalp mig faktisk. Jeg fik en kontrol over min mavemuskler og fik reduceret min rd en smule. Men så kom julen, og så gik jeg nok mere eller mindre i stå. Så ville jeg starte op efter nytår, men så kom der sygdom med sygdom og lidt mere sygdom. Så endnu en gang blev det udskudt på ubestemt tid.

Lige ind til nu.

Mit sidste mål for maj

Udover mine andre to mål for maj måned, så er mit sidste mål at få styr på den mor-mave. Jeg gider ikke se på den mere. Jeg vejer det samme eller mindre end før min graviditet, jeg begynder faktisk at være for tynd – undtagen på maven. Den hænger og nogle dage ser jeg faktisk gravid ud. Jeg er træt af den, selvom den har båret min dreng igennem 9 måneder. Men nu vil jeg have min krop tilbage – især så jeg kan træne ordentligt igen og ikke hver gang skal skalere øvelser til min træning.

Så her i maj måned har jeg besluttet, at jeg hver dag skal træne. Dog med den undtagelse at en dag i weekend må jeg holde en restitutions dag. Dertil forsøger jeg at køre mit program lidt varieret. Dog med fokus på min mor-mave. Så programmet fra Superfitmor.dk er det vigtigste. Dertil min crossfit træning som jeg forsøger at kommer igang med igen. Oveni stødte jeg på Netto x Michelle Kristensens bootcamp for maj. Ikke fordi jeg egentlig rigtig gider sådan en bootcamp, men jeg tilmeldte mig for inspirationens skyld. Og det er fin hjemmetræning på gulvet, når man lige føler der mangler noget.

Det er jo ikke fordi man skal være utilfreds med sin krop, men derfor kan man jo godt være en smule irriteret over den. Især nu når sommeren nærmer sig. Jeg har en del fine sommerkjoler hængende, som bare venter inde i skabet. De venter på jeg får min form tilbage til hvor den var, så de sidder ordentligt igen.

Min mor-mave. Nu skal den væk!

Jeg glæder mig til at se om 1 måned med fokus på træning faktisk vil gøre noget. Nu må vi se om den der mor-mave bare vil være der forevigt eller om jeg selv har noget at skulle sige.

Nu skal det være!

Nu skal det være!

Jeg har simpelthen forsømt siden her lidt. Tiden er fløjet afsted. Jeg har været ramt af sygdom, haft travlt på jobbet og så har jeg sat mig selv flere mål for maj måned. Men nu er jeg tilbage. For nu skal det være!

Altså nu vil jeg fortælle om nogle af mine mål. For det vil kun presse mig bare en smule mere til at få dem gennemført. Så hep gerne på mig!

400 km i maj

Et af mine mål for maj måned er at cykle minimum 400 km. Jeg havde også målet i april, men det endte med halvdelen af måneden gik op i sygdom. Så der kom jeg simpelthen ikke langt nok med det projekt.
Nu startede jeg op igen d. 1. maj og har siden tilbagelagt 167 km i pedalerne.

Min elskede cykel.

Jeg er ret overbevist om, at jeg når målet. Det er faktisk med vilje sat lidt lavt. Der skal nemlig være plads til dagen med regnvejr eller hvor alt bare kokser, så jeg bliver nødt til at tage det offentlige. Der er 13 km til mit arbejde på Islands Brygge, så hvis jeg faktisk får cyklet hver dag begge veje, så når jeg knap 600 km. Men nu må vi se. Jeg ville hellere sætte et realistisk mål, så jeg ikke ender med at blive skuffet igen.

I april var jeg nemlig lidt skuffet over, at jeg ikke fik fuldført mit projekt. Det er så fjollet, for grunden var jo sygdom. Og jeg tog jo på arbejde. Jeg hostede bare og min lungekapacitet var simpelthen ikke god nok. Så det var ikke en gang en dårlig undskyldning. Her i maj håber jeg dog ikke, at det sker igen. Jeg vil jo helst cykle – det er billigere for pengepungen og bedre for både mit eget helbred og miljøet.

Ondt i kroppen

En ting jeg aldrig har gjort sådan rigtigt er at bevidst undgå sukker i en længere periode. Det er dog endnu et mål for maj – at undgå sukker så vidt muligt. Indtil videre er jeg dog faldet i 2 gange. I fredags med et par enkelte cocktails (på dåse) og søndag med en stor is fra Ismageriet. Men altså, igen, jeg har aldrig haft den tankegang før, så det er faktisk svært at lade være.

Det er ikke fordi jeg normalvist spiser meget sukker i hverdagene. Jeg får lidt hist og her, men absolut ikke fast hver dag. Det ændrede sig dog, da jeg startede mit nye job. Her var der saftevand i kantinen. Og jeg kan altså godt lide mit vand smager af noget, så et enkelt glas skader jo ikke, tænkte jeg.
Det gjorde det så måske bare alligevel.

Min seneskedehindebetændelse som jeg har kæmpet med i mange år, men som egentlig har været i “hi” i lang tid, er pludseligt brudt voldsomt ud igen. Og det er et problem! For det gør ondt i min krop nu.
Om det er sukkerets skyld ved jeg ikke, men jeg finder ikke ud af det, hvis jeg ikke prøver at undgå det en periode. Så nu forsøger jeg.

Har du prøvet at undgå sukker i en periode – og har du nogle gode tips?

Mit overblik over mine to første mål. Jeg bruger en bullet journal til at holde et overblik over dem.

Jeg har endnu et mål – nok det største mål af de tre. Det er dog et mål som jeg vil dedikere et helt indlæg til. Så det skal I nok høre mere om. Det handler om mor-kroppen, så er I advaret…

En uge som græsenke

Som jeg halvt fik afsløret her, så var jeg her i slutningen af marts græsenke for en uge. Min bedre halvdel og far til Baby A var taget afsted på en uges ferie til Gran Canaria (igen – denne gang bare uden os). Denne gang med venner og for at klatre. Han foreslog godt nok at tage Baby A med – og jeg var også inviteret – men med nyt job ville jeg ikke starte med at bede om ferie – og jeg ville da slet ikke kunne undvære Baby A én hel uge! Så vi blev hjemme.

Det gik så fint, indtil…

Hele ugen gik faktisk rigtig fint, altså sådan så fint som det nu er. Den første fredag fejrede vi det med sushi til mig. Jeg skulle lige forberede mig mentalt på en hel uge alene med den lille ballademager, og så er sushi altså bare min guilty pleasure. Om lørdagen fik jeg lokket mine søde svigerforældre til at passe ham et par timer, mens jeg fik trænet. Men ellers klarede vi den næsten helt selv.

Min svaghed. Jeg elsker sushi – og er jeg “alene” hjemme en aften, så kommer jeg ofte til at bestille det. Ups!

I hverdagene gik det så godt om morgenen. Vi stod op kl. 6 (eller før, hvis nogen mente vi skulle det….) og så kørte vi afsted kl. 7. Selvom jeg foretrækker at cykle på job, så var det lige i sådan en uge her fint med bil. Så kunne vi nemlig køre præcis kl. 7 – være i vuggestuen 3 minutter over. Ind med baby A som jo hurtigt kravler afsted – og så kunne jeg lande på job 7.45. I den anden ende kunne jeg så hente ham “allerede” 16.20. Hvis jeg havde været på cykel, så var den nok blevet cirka 16.45. Det lille stykke jeg kan tage på motorvej redder mig lige, når jeg kører i bilen – og jeg slipper for at bruge tid på at skifte fra arbejdstøj til træningstøj. Det sparer altså også lige 5 minutter. Selvom han fik nogle lange dage, så følte jeg virkelig jeg havde styr på det her græsenke-liv.

Om aftenen var det lidt mere udfordrende at få ham lagt i seng. Han bed mig et par dage, når jeg stod og trøstede/vuggede ham for at få ham til at sove. Det var helt vildt hårdt ikke bare at kunne gå og så lige lade farmand prøve, når han kæmpede så meget imod. Men sådan er det at være græsenke. Der er bare ingen til at tage over. Et par aftener havde jeg svært ved at få ro på ham igen, når han vågnede ved 22-23 tiden. Så der trak jeg igen græsenke-kortet og tog ham med ned til mig. Så “hyggede” vi os da lidt på den måde.

Så det gik jo, men det var hårdt. Og så kom vi jo til torsdag aften.

Det var pastaens skyld!

Jeg føler virkelig vi er storforbrugere af Herlev. Jeg tror helt seriøst, at der blinker et stort skilt med “Hypokonder”, når jeg ringer til 1813. For jeg ringer hellere én gang for meget end én gang for lidt. Og faktisk ringer vi kun, når vi virkelig mener, at der er noget galt. At det så går over eller at lægerne ikke kan finde noget, når vi så kommer ud til dem er en helt anden ting.

I hvert fald måtte jeg ringe 1813 torsdag aften. Baby A havde til aftensmad for første gang fået lidt kogte pastaskruer. Og jeg havde faktisk lavet en god kødsovs til os begge af forskellig restegrønt fra køleskabet som jeg havde fundet under et ugentlig køleskabstjek. Han forstod dog ikke selv at holde sådan en skrue og spise den, så jeg sad pænt og skar dem i mindre stykker og fodrede ham med ske. Så gik det lidt galt. Han blev ved med at få dem i den gale hals og hoste. Det var slet ikke alvorligt på nogen måde, så jeg tænkte bare det endnu en gang var for tidligt med fastere føde.

Jeg fik givet ham hans godnatflaske og fik ham puttet, selvom jeg godt kunne høre han stadig var lidt generet af det der var i halsen. Men jeg håbede egentligt at det ville gå væk, når han slappede af og faldt i søvn. Det endte dog med, at han flere gange hostede og fik vækket sig selv og græd, fordi det generede ham alligevel mere end først antaget. Så til sidst måtte jeg ringe. Og de ville selvfølgelig gerne have ham ind for en sikkerheds skyld.

En tur på børnemodtagelsen.

Kl. 22.45 stod vi på børnemodtagelsen klar til at blive undersøgt. Først af modtage-sygeplejersken som målte temperatur og blodtryk. Efter det kom vi så ind på en stue, hvor vi skulle vente. Her kom en sød sygeplejerske som lige skulle veje og måle Baby A’s længde. Og derefter kunne vi så bare sætte os til at vente. Så det gjorde vi.

Vi fik lige snakket med far og hans venner på Gran Canaria på facetime, da baby A var lidt vågen, men ellers sov han lidt on/off på brystet af mig, mens jeg lå i sengen og så et kedeligt tv-program. Mens vi ventede.

På et tidspunkt vågnede han med et kæmpe hosteanfald, som i jeg måtte vende ham med hovedet nedad for at hjælpe ham. Jeg stod desværre på den forkerte side af sengen til at kunne hive i snoren for hjælp, hvilket jeg nok ellers ville have gjort, for jeg gik faktisk lidt i panik. Til sidst fik han så noget op – og helt seriøst. Det var en lille smule udsplattet pasta på størrelse med en halv lillefingernegl der kom ud. Der var nærmest intet. Jeg kunne dog høre på hans vejrtrækning at det var dét der havde siddet i vejen.

Så en halv times tid efter kom lægen, tjekkede ham og lyttede på hans vejrtrækning og kunne konstatere, at han var fin – sund og rask – og der var ikke kommet noget ned i lungerne. Jamen tak! Bare tak! Og undskyld igen for at have spildt jeres tid. Vi var hjemme kvart over 1 og der skulle vi bare sove.

Jeg er glad for at jeg ringede og vi fik tid – men ej, hvor føler man sig bare fjollet, når det så er væk inden lægen kommer.. Godt der ikke var travlt på afdelingen den aften!

Det var så det..

Eller det var det ikke. Jeg havde udsat mit vækkeur med en time og besluttet mig for at møde det senere på job. For nu skulle vi lige sove lidt længere.
Det holdt dog ikke. I løbet af tidlig morgen begyndte han at vælte rundt i sengen, sådan halvsovende. Og da jeg til sidst måtte give op, kunne jeg konstatere at han havde fået feber. For første gang hvor han faktisk var påvirket.

Så han blev afleveret hos bedsteforældrene, og jeg mødte alligevel tidligt på job. Da jeg kørte hjem var planen at hente ham og hygge, men fordi jeg var så træt, måtte jeg erkende mit “nederlag” som græsenke. Jeg fik hentet nogle flere af hans ting derhjemme og kørte hen til bedsteforældrene og afleverede dem der. Så fik han lov til at overnatte hos dem en enkel nat, så jeg kunne få sovet igennem. Den aften tog jeg lige et enkelt glas vin til en film, inden jeg sov 10 timer i streg. Det var tiltrængt!

Et enkelt billede blev det lige til min sidste aften som græsenke – hvor jeg jo så havde “givet op”.

Efter den uge har jeg kæmpe respekt (endnu mere end jeg havde i forvejen) for dem som oftere er græsenke og andre enlige forældre som står med det hele mere eller mindre konstant. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis det ikke havde været for mine svigerforældre.

Har du nogensinde prøvet at stå med det hele? Hvordan var det – og hvordan gik det?

5 tips til en let, klimavenlig hverdag

I dag har vi så travlt, så hvordan får vi en mere klimavenlig hverdag?
Vi står op, kommer i tøjet – det samme med børnene – og så skal vi have morgenmad. Herefter skal vi aflevere ungerne i forskellige institutioner, hvor vi bekymrer os om, om de nu også bliver passet godt nok. Dertil skal vi på job, være på hele dagen, før vi gentager morgenen i omvendt rækkefølge – og bare spiser aftensmad med ungerne i stedet. Så hvornår er det lige, man skal implementere alt det vi får trukket ned over hovedet for at blive mere klimavenlig og få en grønnere hverdag?  Vi skal jo gøre noget. Allesammen. Men hvordan? 

Jeg har tidligere nævnt nogle få ting som man kan ændre på for at gøre en lille smule. Dog er det også en gang imellem bare rart at få nogle konkrete små tips som er nemme at håndtere – og implementere i sin egen hverdag. Så her kommer de – 5 tips til en let, mere klimavenlig hverdag.  

1. Drik postevand. Ingen kildevand.

Jeg er lige startet nyt job – og her drikker man kildevand. Alt det man vil. Køleskabet er fyldt med plastikflasker med vand i. Og så er der mig – jeg har min egen drikkedunk med, godt nok af plast, men den kan trods alt genbruges. Så en let løsning.

Jeg håber på, når jeg lige er kommet helt ind i varmen, at kunne foreslå dem, at vi udskifter kildevandet med et andet alternativ.

2. Ryd op i køleskabet – og spar penge!

Hver uge laver du lige et tjek af køleskabet – er der mon nogle madrester der har forputtet sig? Er de stadig fine, så brug dem!

Jeg har hørt at en almindelig børnefamilie faktisk kan spare op til 7.000-10.000 kr hvert år, hvis de bliver bedre til at udnytte deres madrester. Så det burde være motivation nok! Så sæt igang!

3. Køb mere/kun genbrugstøj

Den bliver svær, men jeg har sat mig et mål at fremover vil jeg kun købe genbrugstøj til mig selv – jeg gør det i forvejen til Baby A. Undtagelsen må være når vi taler strømper, undertøj, strømpebukser og lignende. Det er ikke alt jeg lige vil købe brugt..
Om det kan lade sig gøre er jeg faktisk spændt på. Det bliver nok svært, hvis jeg ønsker mig en præcis model, men måske man så bare skal være tålmodig?

Jeg går ikke selv i genbrugsbutikker, da man har et udmærket alternativ af apps som jo er lige ved hånden – reshopper, dba, trendsales, tradono m.fl.

Tøjindustrien er meget hård mod miljøet, så ved at genbruge mere hjælper vi klimaet – og måske industrien fatter et hint, når nok af os gør det.

4. Overvej din transportform

Hvordan kommer du i dag frem og tilbage til job eller hvor du nu skal hen?

Jeg har selv sat et mål om 400 km i april måned på den her for at udfordre mig selv.

Jeg vil naturligvis opfordre til at man hopper på cyklen, hvis det kan lade sig gøre. Evt. investere i en elcykel, hvis man har meget langt. Du får motion, du passer på miljøet – og så er det jo faktisk også billigere i længden end bilen eller offentlig transport.
Er cyklen ikke lige noget for dig, så tag det offentlige. Der kan man også lige slappe af og måske få ordnet nogle mails eller andet på vejen. Jeg cykler selv, da det giver bedst mening for mig.

5. Spis mere grønt

Det skal vi jo – det siger de kloge. Men hvordan gør man lige det, når man er vant til kød i alle retter?

Vi er begyndt at bestille måltidskasser fra Nemlig.com – simpelten for at have mere tid med Baby A. Vi køber 4 dage og vælger “Byg selv”, så finder jeg de retter vi godt kan lide. Så sørger jeg for minimum at vælge én fiskeret og én vegetarret. Jeg er selv super dårlig til at spise mindre kød (jeg er kødelsker!), men jeg øver mig og én fast dag om ugen er trods alt en forbedring. På et tidspunkt bliver det nok til 2, osv.

Er det helt umulige idéer jeg har til en mere klimavenlig hverdag på en let måde?

Hæklet hverdagsalternativ

Miljøet er noget som jeg går op i – og jeg vil rigtige gerne gøre mit for at forbedre dette ved at finde et hverdagsalternativ til en masse forskellige ting som en normal, moderne børnefamilie bruger. Altså i hverdagen. Simple små ting som kan udskiftes. Uden det koster millioner eller gør hverdagen mere besværlig. Jeg vil som udgangspunkt ikke gå på kompromis med at vi lever i et moderne samfund.

Ét af de steder jeg kan gøre en del er selv at lave de ting jeg skal bruge. Ligesom denne gang hvor jeg har hæklet et hverdagsalternativ – nemlig vatrondeller (eller er det så bomuldsrondeller?).

De er genanvendelige og ryger fremadrettet bare med i en 60’er vask, når den alligevel kører. De har sikkert bedst af kun at blive vasket med 30 grader, men da det er makeup rester og olie/fedt der kommer på dem, håber jeg de kan klare den ekstra varme.

Længe undervejs

Det her hverdagsalternativ har faktisk været længe undervejs. Jeg begyndte måske for et år siden, hvis ikke længere. Men nu har jeg faktisk ikke længere haft nogle undskyldninger for at udsætte det mere.

Mit seneste projekt – Krokodillen – er færdiggjort og jeg har ikke lige andre projekter i tankerne.

Jeg løb tør for rigtige vatrondeller igen..

Samtidig har jeg været alene med baby A siden fredag morgen, da far (igen) er taget til Gran Canaria. Som om vores lille ferie for en måned siden ikke var nok… Det har givet noget mig-tid om aftenen efter at have puttet baby A.

Det eneste jeg sådan manglede at gøre, var faktisk bare at hæfte enderne på alle rondellerne og den tilhørende pose. Så det har jeg brugt de sidste par aftener på at sidde med.

Vatrondeller og den dertilhørende pose

Endelig færdig med de fine vatrondeller

Opskriften på vatrondellerne har jeg fundet her, hvor jeg bare har tilpasset efter min egen hæklefasthed.

Posen var et lille ekstra hverdagsalternativ. Først tænkte jeg det skulle have været en vaskepose, men jeg kom frem til den var bedre som opbevaring af de rene vatrondeller. Man kan sagtens købe sådan et hylster som man kan have stående – det ser også rigtig fint ud, men nu havde jeg jo noget garn til overs, så hvorfor ikke bruge det til noget nyttigt.

Hæklet opbevaringspose

Til en start skal der laves en magisk ring.

1) 6 fm i ringen

2) 2 fm i hver m fra forrige runde (12)

3) som i forrige runde (24)

4-5) *1 fm, 2 fm* gentages hele vejen rundt. (54)

6) lav 3 lm, spring en fm over og lav herefter en stgm, 1 lm. Fortsæt herefter med at springe en fm over og lav *1 stgm, 1 lm*. Afslut runden med km.

7-23) gentage runde 6.

24) lave fm hele vejen rundt.

25-27) gentage runde 24.

28) lav nu 2 fm og 3 lm.  Herefter *Spring 3 fm over og lav 3 fm igen og 3 lm.* x 3. Spring 3 fm over og lav nu *2 fm, 2 lm* x2 – herefter fortsættes med spring *3 lm, spring 3 fm over og lav 3 fm*

29) Lav fm hele vejen rundt. Der hvor du før lavede lm, hækler du 3 fm ned i det nu dannede hul. 

30-31) Lav 1 fm hele vejen rundt

32) Lav 2 fm i hver m fra forrige runde. 

Snoren til kan jeg ikke huske hvor lang jeg lavede, men lav en række lm og hækl så tilbage.. Og lav evt en knude for hver ende. 

Jeg har aldrig skrevet en opskrift ned – og det varierer helt sikkert fra det jeg faktisk har lavet.. Men mon det er til at forstå? 

Krokodillen

Krokodillen

Siden vi var på vores lille familie get-away til Gran Canaria, har jeg været igang med at hækle en gave – nussekluden med krokodillen. Den fik jeg endelig lov til at give væk i søndags, da jeg skulle til en af mine tætteste veninders babyshower.

Min veninde har jeg kendt siden gymnasiet – vi blev faktisk først rigtige veninder efter og kan man sige spontant.. Men det må være en historie til en anden gang. Vi har rejst i lande min mor helst ville have forbudt mig at komme i – og så har vi spist alt for meget bland-selv slik sammen, da vi boede med 1 km mellem os et par år. Så det var fantastisk at fejre hende med alle hendes veninder i søndags. Desværre kunne Baby A ikke være med, da han endnu en gang er blevet syg, men vi glæder os til at møde den lille nye legekammerat, hvis ankomst forventes til juni.

Vugge lavet ud af vandmelon med melonkugler og vindruer - og en appelsin med en sut.
Den fine frugt-vugge som en af de andre havde lavet til babyshoweret. Så fint!

Gaven

Udover nussekluden med krokodillen, havde jeg også købt en lille natdragt (endda en som baby A også har) og en lille bidering formet som en løve. Den sidste kom med i gaven, da jeg stod i Illum og forsøgte at bruge et tilgodebevis som var udløbet. De sidste penge skulle lige bruges, og de havde ikke noget vi selv manglede, udover det jeg havde fundet..

Nærbillede af nusseklud med krokodillen.
Hej fra krokodillen 🙂

Selve krokodillen er jeg dog faktisk en smule stolt over. Jeg kunne ikke finde en opskrift som passede min idé om en krokodille. Jeg fandt dog lidt inspiration hos Tante Tråd og hendes Elvis nusseklud med en lille elefant. Så jeg gik i gang med inspiration herfra til nussekluden – og selve hovedet fandt jeg så selv på.

Så her er hele resultatet:

Hele nussekluden med krokodillen.
Hele nussekluden med krokodillen.

Desværre er jeg en idiot til at få skrevet opskriften ned. Dog vil jeg gerne forsøge at genskabe den, hvis nogen er interesseret?

Vores tur til Gran Canaria

Vores tur til Gran Canaria

De sidste par uger med vuggestuestart og start på nyt job, er tiden bare fløjet afsted. Jeg har dog kunne bruge noget af tiden i toget til at kigge mine billeder igennem fra vores lækre tur ned til solen på Gran Canaria. Og derved lige lave et lille indlæg til jer med lidt tips.

Afsti afsted

Vi havde bestilt vores tur til at vare fra tirsdag til tirsdag, da det er lidt billigere. Dog var det stadig dårlige flytider, så vi landede til aften i Las Palmas. Inden vi havde fået udleveret vores bil og kørt hen til vores airbnb-lejlighed var klokken blevet meget. Det blev bare til pizza den aften, så vi kunne få pakket lidt ud og komme i seng.

Da vi skulle hjem igen var det igen et dårligt tidspunkt. Jeg ved ikke om vi havde overset det. Men i hvert fald skulle vi med flyveren kl. 7 om morgen. Og så er der jo lige den der med at være tidligt i lufthavnen, så vi kom frem til, at vi skulle op kl. 4! Fuldstændig fjollet! Især når man rejser med en baby.
Så vi pakkede om aftenen og fyldte bilen med kufferterne, så vi kun skulle overføre baby A fra tremmesengen til autostolen og tage ham og vores rygsække med i bilen. Det gik heldigvis godt!

Steder at se

Det er jo ikke fordi vi lavede voldsomt meget på turen, vi hyggede egentlig bare og tog lidt turen som den kom. Det bliver man lidt nødt til med en baby på 7 måneder.

Ostesmagning

Det eneste vi havde planlagt var en rundtur på denne ostefarm, som jeg ynder at kalde det. Faktisk var det en gedefarm, hvor de producerer ost af gede- og fåremælk. Vi jokede på vejen derhen, at det måske kun ville være os til rundvisningen – og gæt engang – det var korrekt! Til gengæld lærte vi rigtig meget om ost og fik lidt smagsprøver både undervejs og efter. Det var en ret fin aktivitet, også med en baby som jeg havde i vikle imens.

Efter den lille osteanretning fik vi en lille rundtur på gården. Her fik vi klappet geder, får, heste – derudover havde de en masse andre dyr. Rigtig sjovt for en jyde som mig (lidt dyreglad skal man vel være)..

På tur i ørkensand

Lige uden for Maspalomas på sydsiden af øen, kan man få ørkensand (eller i hvert fald sand) mellem tæerne. Det er et stort område mellem byen og havet som bare er dækket med sanddynger. Jeg løb op af et par af dem (min kæreste udfordrede mig, så kan man jo ikke lade være), og det var så hårdt! Og jeg endte med sand i både sko og baglommen.. Flot! Så vi endte faktisk kun lige at være der i kort tid. Vi kunne ikke helt overskue det alligevel, da området er ret stort.

Sandbankerne med Maspalomas i baggrunden. Det er far og Baby A man kan se forsøge bestige en af bakkerne.

Et lokalt vandfald

På ostefarmen blev vi anbefalet at tage til Charco Azul, hvis vi ikke var bange for en god gåtur. Det var ikke så slemt som vi havde forstået. Det værste stykke var faktisk selv turen igennem den by, El Risco, hvor man begiver sig afsted fra. Det er en meget bakket by. Ellers var det kun lige et par enkelte steder, hvor man skulle kravle/klatre over lidt udfordringer.
På vejen til vandfaldet og derude var der dog flere børn, både babyer og nogen der selv kunne gå, så helt umuligt er det ikke. Og det er altså bare et lille vandfald, men det var et lidt hyggeligt sted. Det virkede som et sted lokale tager til for at slappe af. Nærmest en lille oase.

På vej til det lille vandfald. Over stok og sten.

På toppen

Vi skulle selvfølgelig også til tops, så vi tog turen op til Roque Noble midt på øen – et af øens højdepunkter. Rigtig fin gåtur, dog med mange turister! Men fra toppen var der en flot udsigt over området og bjergene rundt om.
På vejen ned havde min kæreste heldigvis baby A i viklen – for jeg gled på et par småsten. Hvis jeg kunne gå i spagat, havde jeg gjort det. I stedet landede jeg på mit knæ som fik en hudafskrabning og et kæmpe blåt mærke! Av! Til gengæld måtte jeg (vi) få en trøsteis, da vi kom tilbage til bilen. Det var en kedelig afslutning, da det gjorde ret ondt..

Udsigt fra stien op til Roque Noble (den store klippe).

Andre aktiviteter

Ud over ovennævnte var vi selvfølgelig også på tur til nogle forskellige byer. Vi var både forbi nogle af turistbyerne i syd og Las Palmas i nord. Den sidste dag troede jeg vi skulle ud at vandre ved et gammelt vulkankrater lidt syd for Las Palmas. Det viste sig dog bare, at man kunne køre i bil op til en lille bjergtop ved siden af. Herfra havde man så udsigten over det begroede krater. Så det var ikke så sjovt alligevel. Der var dog ikke så mange turister, så vi holdt en lille picnic på toppen.
Ellers var vi en af dagene ude i et område, hvor man kan boulder (en form for klatring). Jeg prøvede kun lige hurtigt, mens min bedre halvdel gerne ville prøve lidt forskelligt. Så sad baby A og jeg i et lille lætelt vi havde købt og hyggede os i mens.

Så man kan sagtens tage en fin tur med en baby på 7 måneder. Man skal selvfølgelig bare være forberedt på, at det bliver i et langsomt tempo og man nok ikke når alle seværdigheder.

Tilbage på job!

Tiden går så stærkt! Som skrevet i fredags er min barsel nu slut. Så jeg har været tilbage på arbejdsmarkedet siden mandag – og mit hoved har været fuldstændig bombet af informationer. Det er virkelig hårdt at komme tilbage efter barsel – oveni har jeg jo så startet nyt job. Det betyder nye arbejdsgange, ny viden og en masse andet. Det har været så hårdt!

Før jeg gik på barsel var jeg ejendomsmægler ved en lille selvstændig ejendomsmæglerkæde. Det var hyggeligt og jeg boede seriøst kun 5 minutter fra kontoret. Desværre var det også en smule ensomt, da vi ikke var så mange og sad fordelt i de forskellige butikker. Mange dage sad jeg derfor alene. Og jeg kan altså godt lide at snakke…

Men med det og nogle andre mere væsentlige forhold takkede jeg ja, da jeg fik muligheden for et nyt job – stadig hos en ejendomsmægler, men som kontormus der skal have styr på alt. Det eneste minus er transport tiden. Nu har jeg i løbet af ugen vist prøvet alle muligheder – bus, bil, tog og cykel. Det hurtigste er cyklen eller tog og cyklen. Så tager det omkring 40 min. Til gengæld kan jeg jo så komme i god form forhåbentlig.

Karrieremor

Jeg elsker baby A, men jeg en af dem, hvor børn ikke er alt. Er det mon farligt at skrive?

Jeg har stadig et behov for at være mig og tilegne mig ny viden og udvikle mig. Det kan man selvfølgelig gøre på mange måder, men jeg elsker at udvikle mig fagligt. Så jeg har fokus på mit job og hvordan jeg kan udvikle mig herfra.

Baby A og resten af familien skal naturligvis ikke lide nød på grund af det. Jeg tror på man sagtens kan få familie og karriere til at gå op i en højere enhed, hvis man bare planlægger sig ud af det. Det er blandt andet grunden til at jeg valgte at stoppe som ejendomsmægler, da jeg (vi) hellere vil have weekenderne sammen med familien end at skulle arbejde.

Nu har jeg sat mig med en film, lidt slik og slapper lige af en times tid inden jeg hopper på hovedet i seng. Nogen er jo urolige fra kl. 4 – 6 hver morgen…..

Enden er nået..

Ja, så er enden på min barsel simpelthen nået. I dag har været min sidste dag på barsel i denne omgang.
Og jeg jubler lidt inden i. Jeg glæder mig så meget til at skulle starte (nyt) job på mandag. Det eneste jeg egentlig er lidt ked af er at min lille baby A bliver et af de børn som har lange dage i institution.

Indkøring i vuggestuen

Som jeg fik afsløret i sidste indlæg, så er baby A startet i vuggestue. Han har været der hver dag siden i mandags. Det er gået over al forventning – nærmest for godt. Må en mor godt være lidt ramt af, at ens barn er fuldstændig ligeglad med at man kommer og går?
Han leger bare og opfører sig så pænt.

Mandag var både far og jeg med et par timer, hvor han fik lov til at lege og vi fik snakket med hans nærmeste pædagog. De efterfølgende dage er han blevet afleveret og hentet senere og senere, dog senest ved 14-15 tiden. Så passer det nemlig lige med at han kan få sin eftermiddagslur herhjemme. Det har dog ikke helt været en succes. Men der er også mange indtryk. Så han er træt, men vil ikke rigtig sove.

Fra på mandag skal han dog have to lure i vuggestuen. Så håber jeg det ændrer sig, så han er frisk, når han bliver hentet.

Laaaang transport

Far arbejder omkring 30-45 minutter væk i bil, an på myldertrafikken – og mit nye job ligger 60 minutter væk med offentlig transport (og så ved jeg ikke hvordan myldertrafikken påvirker det). Ellers er det 45 minutter på cykel. Så det er mit mål at cykle, når jeg lige er kommet godt igang og kender stedet.

Desværre betyder vores lange transporttider også, at vores lille baby A afleveres tidligt og hentes sent. Vi skiftes dog til at hente og bringe, så vi hver især lige får et hul om eftermiddagen i løbet af ugen som vi kan bruge på os selv (træning!).

Men mon ikke vi får det til at lykkes. Det håber jeg. Nu er enden i hvert fald nået og vi har nu et vuggestuebarn på snart 8 måneder. Og så vi har stadig forældreorlov liggende som vi kan bruge på et senere tidspunkt.

Nu vil vi i hvert fald nyde weekenden sammen inden den virkelige verden kalder igen!
God weekend derude!

Vacciner og det frie valg?

Tør jeg begive mig ud i en debat om det frie valg i forhold til vaccination? Om behovet for vacciner, om hvorvidt man selv må bestemme?

Ja, det tør jeg faktisk godt. Jeg har også haft den kørende på min private facebook den sidste uges tid. Det er også derfor jeg nu fortsætter den her. Da det er så vigtigt!
Jeg er ellers ikke en person som debatterer på de sociale medier, men det her. Det bringer mit pis i kog – for at sige det mildt. Jeg er naturligvis for vacciner – og kan slet ikke forstå, hvordan nogen stadig tror, at vacciner er onde.

I forhold til det argument som hidtil er blevet brugt, så er det jo at MFR-vaccinen medfører autisme. Det har Statens Serum Institut så nu for 2. gang fastslået, at det ikke er korrekt – det kan man læse et resume af her. Man kan også læse selve undersøgelsen, men det kræver et login, så den linker jeg ikke lige til.

Vi skal vaccinere vores børn – det er for vores alles bedste, og der findes altså ingen gode undskyldninger for ikke at gøre det, med undtagelse af de børn/voksne som pga. andre forhold ikke må få vaccinationerne.

Det frie valg

Udover debatten om for og imod vacciner, så kører den også på dette med det frie valg – det frie valg over egen krop. Og jeg forstår godt, at man undrer sig over, at det overhovedet kan komme på tale. Altså at staten skal bestemme, hvorvidt vi skal stikkes med en nål eller ej.
Jeg diskuterede det længe på min facebook med en veninde, og vi måtte til sidst sande, at vi ikke blev enige. Til trods for at hun er for vaccination.

Vi lever jo i et dejligt land, hvor vi bestemmer næsten alt selv. Så længe vi ikke laver skade på hinanden eller stjæler, så må vi faktisk ret meget. Det er skønt! Men hvis man ikke vaccinerer, kan man rent faktisk stadig skade andre.
“No-vax’er” (dem som er imod vacciner) tager en individuel beslutning om ikke at vaccinere deres børn. Desværre er den beslutning bare ikke så individuel, da den faktisk har effekt på hele vores samfund. Hvis alle vælger ikke at vaccinere, fordi de tror på det er det bedste for dem, jamen så får sygdommene frit spil.

Derfor – selvom jeg elsker vores frie valg, så kan jeg ikke se, hvorfor vi skal slås om det i diskussionen. Til gengæld skal vi stadig debattere, hvornår er det nok. Altså hvornår må staten ikke længere bestemme.

Hvis du stadig synes det er noget vrøvl, , altså det her med vacciner, så tag lige et kig på denne video fra What.If. De kommer faktisk hurtigt om det – og rammer så godt.

Borgerforslag

Baby A er lige begyndt i vuggestue – og jeg spurgte faktisk efter deres politik omkring vacciner. Desværre havde de ingen, og vores pædagog kunne fortælle, at der var børn i vuggestuen og børnehaven som ikke fulgte vaccinationsprogrammet.

Det var jeg faktisk rigtig ked af at høre. Både min kæreste og jeg kiggede lige på hinanden, da vi begge har en stærk mening omkring det. Derfor er jeg også glad for, at nogen andre allerede har sat borgerforslag op omkring dette. Der ligger lige nu to forslag som begge foreslår, at for at børn må gå i offentlige dagsinstutitioner, så skal de følge vaccinationsprogrammet.

Således har forældrene et valg. Det betyder dog selvfølgelig at deres børn bliver ekskluderet fra det almindelige samfund, hvis de ikke er vaccineret. Det er naturligvis ikke børnenes skyld, men deres forældre. Forhåbentligt kan det bare hjælpe samfundet, så vi begrænser risikoen for en epidemi.

Du kan selv læse forslagene igennem her og her – og jeg opfordrer selvfølgelig til at sætte en underskrift med det samme.

Som en anden bekendt skrev på facebook den anden dag, så ved man som forældre, at alle valg har konsekvenser. Det er fint at voksne har frihed til at vælge, da de er myndige, men staten har også et ansvar for at beskytte børn mod deres forældre.
Ovenstående er en meget kort gengivelse med mine egne ord over hvad hun havde skrevet i debatten. Men jeg kunne ikke være mere enig.

Hvad med dig? Har du vaccineret dine børn og hvorfor eller hvorfor ikke?